fbpx
04. sep. 2024

Fradrag for støtte til politiske partier

Statsministeren varslede regeringsrokade, og i den forbindelse genopfrisker vi lige reglerne om partistøtte. Du eller din virksomhed er naturligvis altid velkomne til at støtte et politisk parti, ligesom I altid kan vælge at støtte en lokal klub, forening og forskning, men … …som med al anden støtte er der en lovgivning, regler og en række domme at tage hensyn til - især når vi taler om støtte til politiske partier.

Skatterådet har gentagne gange behandlet spørgsmål omkring støtte til politiske partier og foreninger samt sponsorater til lokale klubber mm., og hver gang har svaret været, at det ikke er muligt for en virksomhed at fradrage et beløb til hverken et politisk parti eller en fodboldklub, hvis ikke det giver en salgsmæssig fordel for virksomheden.

Vil du eller din virksomhed støtte et politisk parti, en forening eller en lokal klub skal der være tale om en form for marketingværdi, og det kan i nogle tilfælde være muligt at argumentere for det i et sponsorat, men det har vist sig ekstremt svært at få skattemæssige fradrag for støtte til politiske personer eller politiske partier – uanset hvor meget deres sag og holdninger gavner din virksomhed.

Gaver til almennyttige formål

Vi vil ikke gå for dybt ned i detaljerne om sponsorater mm, fordi det oftest i sidste ende vil bero på et konkret skøn fra sag til sag, hvorimod det forholder sig lidt anderledes med gaver til såkaldte almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v.

Det regnes for et almennyttigt formål, når din virksomheds støtte tilgodeser blandt andet sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige, videnskabelige, – herunder forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende – humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale formål. Også idrætsforeninger og dyreværnsorganisationer kan anses for almennyttige.

Maskeret udbytte

Hvor din virksomhed kan trække gaver til almennyttige formål fra, så er SKAT ikke så gavmild, når det drejer sig om organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser. Det gælder altså for støtte til politikere og politiske partier eller politiske ungdomsorganisationer, men også for en række andre områder. Så her er det vigtigt, at du eller din virksomhed ikke blander tingene sammen.

Gør I det, kaldes det maskeret udbytte, hvilket vil sige, at der trækkes udgifter fra i selskabet, som er selskabet uvedkommende, og her fremgår det ganske tydeligt af skattelovens §6, at driftsomkostninger udelukkende er defineret som de udgifter, der: i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Så lad os slå det helt fast: Der er ikke fradrag for tilskud til politiske partier eller enkeltkandidater, uanset dine talegaver og argumentation for, at det kan være en driftsmæssig fordel for din virksomhed at støtte bestemte partier.

Revisionspligt for partier og regler om støtte

Der er ydermere regnskabs- og revisionspligt for partiers landsorganisationer, og udover de normale poster i regnskabet, gælder der også særlige krav til specifikation af indtægter i partiregnskabet.

Regnskabet skal blandt andet indeholde navn og adresse på alle de tilskudsydere, der i samme regnskabsår har ydet tilskud, der overstiger en årligt reguleret beløbsgrænse på 23.600 kroner (2024). Det følger heraf, at politiske partier mv. ikke må modtage donationer (de såkaldte anonyme donationer) på over 23.600 kroner (2024).

Vil du eller din virksomhed støtte et politisk parti, og ønsker du eller I at være anonyme, må bidraget ikke være højere end de til enhver gældende beløbsgrænser. Indsender du anonymt, er partiet forpligtet til at sende pengene retur til dig eller aflevere dem til Indenrigs- og Boligministeriet inden 30 dage.

Partiers regnskaber offentliggøres på Folketingets hjemmeside. Her kan du læse mere om gruppestøtte og regnskaber.

Skattemæssige fakta om støtte til partier og politikere

Når du eller din virksomhed vil støtte et politisk parti eller en politiker, så kan det ikke trækkes fra i skat. Til gengæld er der forskel på modtagerens skattepligt.

  • For partier gælder, at modtager disse økonomisk støtte fra foreninger, virksomheder, privatpersoner mm., så er den modtagne støtte skattefri for partiet. Det er den fordi tilskud og donationer ikke regnes som en erhvervsmæssig indtægt for politiske partier.
    Støtter du et politisk parti direkte, får partiet altså hundrede procent gavn af din donationen, idet den er skattefri for partiet.
  • Giver du derimod tilskud til en enkelt politiker, vil dine gode gaver blive beskattet som personlig indkomst hos politikeren. Det betyder, at politikeren ikke får gavn af det fulde beløb, da vedkommende skal betale skat af beløbet.
    Det gælder også for betalte annoncer i dagblade eller andre medier. Undtaget herfra er artikler, der ikke har til formål at profilere den enkelte kandidat, men har et fagligt orienteret formål, som det så smukt hedder.

Et godt råd på det rigtige tidspunkt er guld værd for din virksomhed...

Ring til en af vores dygtige kolleger hos KAMPER+ANDERSEN og hør mere om vores stærke kompetencer inden for regnskab, rådgivning og kontrol

Martin Andersen

Partner

Kontakt mig og få en snak om
dine udfordringer og opgaver.

04. sep. 2024

Fradrag for støtte til politiske partier

Statsministeren varslede regeringsrokade, og i den forbindelse genopfrisker vi lige reglerne om partistøtte. Du eller din virksomhed er naturligvis altid velkomne til at støtte et politisk parti, ligesom I altid kan vælge at støtte en lokal klub, forening og forskning, men … …som med al anden støtte er der en lovgivning, regler og en række domme at tage hensyn til - især når vi taler om støtte til politiske partier.

Læs mere +

04. sep. 2024

Anfordringslån – beskatning og skat

Et anfordringslån er et lån, der til en hver tid kan indfries på anfordring – altså, når kreditor beder om at lånet indfries. Et anfordringslån kaldes ofte også for et rentefrit familielån, hvilket nok ikke helt er en tilfældighed, for lånet bruges i omfattende grad imellem familiemedlemmer eller venner.

Læs mere +

04. sep. 2024

Hvordan beskattes elcykler?

Hvis en elcykel stilles til fri rådighed for en medarbejder, regnes det som et personalegode, der beskattes til markedsværdi. En arbejdsgiverbetalt elcykel er derfor skattepligtig for medarbejderen, hvis denne kan tage elcyklen med hjem og potentielt anvende den til private formål.

Læs mere +