fbpx

Der kan være mange årsager til, at du ønsker at støtte et bestemt formål, og som privatperson kan du få fradrag for en række gaver, bidrag eller donationer til velgørende organisationer, foreninger mm.

Størrelsen af dit fradrag afhænger af, hvor meget du donerer, hvad du donerer til, ligesom der – naturligvis havde vi nær sagt – er en række skatteregler for personligt skattefradrag for dine gaver, bidrag eller donationer.

Det er snart jul, og ønsker du, inden årets udgang, at støtte et bestemt formål, vil vi gerne hjælpe dig med et overblik over reglerne. I denne nyhed går vi i dybden med private donationer til velgørende formål og foreninger.

Det gør vi med en lille julehistorie, hvor vi ser på frimærker, frankeringsmaskiner, julekort, postmestre og andet nostalgi.

Er du ikke til julehistorie, kan du trykke her og komme direkte til de faktiske facts om skat, fradragsværdi og donationer for private.

Men hvis du stadig er med, så trykker vi på tidsmaskinen og tager tilbage til 1903…

For i 1903 fik postekspedient Einar Holbøll fra Købmagergades Postkontor nemlig den idé at lancere et Julemærke til at sætte ved siden af det almindelige frimærke – du ved det med majestæten på, i ark og med forskellige værdier (et brev, på et stykke papir, i en konvolut og så ned i en rød postkasse). Er du født efter år 2000 aner du muligvis ikke, hvad vi taler om, men … julen er jo traditioner og historie, så læs med alligevel.

De første postkasser blev sat op i Danmark tilbage 1851, og størrelse, udseende og farve blev suverænt afgjort af den lokale postmester. Der gik så lidt embedsværk i den, hvilket betød, at der i 1860 blev indført en standard for postkasser – samme størrelse og samme farve; kort sagt: De postkasser, som du stadigvæk kan se i gadebilledet. I øvrigt opfundet og designet af gode gamle Louis Pio.

…. men tilbage til Einer Holbøl og hans Julemærke.

Det siges, at Einer op mod juletid i 1903 var lettere irriteret over alt det ekstraarbejde, der var i forbindelse med julekortene, og at hans første tanke om et julemærke egentlig var en form for strafporto til de juleglade tosser, der belastede postvæsenet med deres julekort. Hvis du lige nu sidder og tænker på Ebenezer Scrooge i Charles Dickens’ julefortælling “A Christmas carol” fra 1843, så er du helt sikkert med på Einers julehumørskala.

Men heldigvis fik Einer Holbøl, måske som i Scrooge i Dickens klassiker, en lidt mere julevenlig idé i løbet af året 1904, og efter en ihærdig indsats, der både inddrog en departementschef, en grosserer, et par borgmestre, en nationalbankdirektør og et par læger, så Julemærkekomiteen dagens lys. I Berlingske Tidende kunne man 16. november 1904 læse, at komiteen var “trådt sammen for at drøfte en idé, der er udkastet af postekspedient Einar Holbøll, og som går ud på at fremstille et 2 øres velgørenheds-postmærke”.

Julemærket var en realitet og allerede 10. december 1904 så det det første Julemærke dagens lys. Prisen var, som nævnt tidligere, blevet sat til 2 øre. Den almindelige brevporto var dengang 5 og 10 øre. I runde tal svarer det til henholdsvis halvanden, 4 og 7,5 danske nutidskroner. Der blev i øvrigt solgt 3,4 millioner julemærker det første år, hvilket må siges at være succes, da Danmark på daværende tidspunkt var beboet af 2,5 millioner sjæle. Salget af 1904-mærket indbragte 73.950 kroner, hvilket svarer til cirka 5,7 millioner danske nutidskroner.

Julemærket blev herefter en tradition, hvor blandt andre Bjørn Wiinblad, H. C. Andersen og Dronning Margrethe (sidstnævnte af flere omgange), igennem tiden har været de kreative sjæle bag Julemærket.

Julemærket og julemærkehjemmene i Danmark

Indtægterne fra julemærket har siden 1904 hjulpet udsatte børn i Danmark. I starten var det tuberkuløse børn som fik glæde af indtægterne, men i dag får 1.000 børn om året et 10 ugers ophold på et af de fem Julemærkehjem. De får hjælp til at komme ud af en hverdag med mistrivsel, mobning og ensomhed.

Nu er jeg ikke bange for, hvad andre tænker om mig

Mathias, 12 år

Ovenstående citat stammer fra 12-årige Mathias, der fortæller om sit ophold på et Julemærkehjem. Mathias blev mobbet i skolen pga. sit udseende. Til sidst havde han ikke længere lyst til at gå i skole. Et ophold på Julemærkehjem har været hans redning, og i dag er Mathias igen en dreng med tro på sig selv.

Du kan læse hele Mathias historie her – om at blive råbt af og kaldt “Flæske”.

Mathias er desværre langt fra det eneste barn, som mistrives. Hvert år får børn, der kæmper med mobning, ensomhed og lavt selvværd ophold på et Julemærkehjem. Her bliver de del af et fællesskab med støtte og omsorg fra både børn og voksne. De vender hjem med nye venner og en genskabt tro på sig selv.

Hvad koster et ophold på et julemærkehjem?

Opholdet er gratis for barnet og barnets familie. Det skyldes, at måske du og mange andre privatpersoner hvert år donorer penge til Julemærkehjemmene. Nogen vælger at gøre det fast hver måned, andre giver et bidrag, når de har lyst, …

…men…

…Uanset beløbets størrelse er du med til at hjælpe børn som Mathias til en ny start på livet.

Nyheden er skrevet og udgivet af Dansk Revision den 14. december 2023. Læs original indlægget her.

Dit liv, dit år, din forskudsopgørelse.

Forskudsopgørelsen er klar til at blive nærlæst og behørigt rettet for ændringer og forventede ændringer i dit liv – og som noget nyt vil du, som boligejer, for første gang se den samlede boligskat på din forskudsopgørelse.

Tirsdag den 14. november 2023 har SKAT endnu engang åbnet for årets kalenderlåge til forskudsopgørelsen for 2024. Her vil du – og godt 5,3 millioner andre danskere – få adgang til dine forventede indtægter og fradrag for 2024.

Som noget nyt vil du, hvis du er boligejer, desuden kunne se dine samlede boligskatter på forskudsopgørelsen sammen med de øvrige skatteoplysninger.

Når du – sammen med en hel del andre danskere over 15 år – tjekker din forskudsopgørelse, så er det nok primært for at se din forventede skattebetaling for næste år. Måske lige få rettet i indtægter og fradrag, så du undgår et skattesmæk i 2025, når årsopgørelsen foreligger.

Den 1. januar 2024 træder de nye boligskatteregler i kraft, og de betyder, at opkrævningen af boligskat samles på forskuds- og årsopgørelsen. Betaling af grundskyld vil fremover ske som en del af den løbende skattebetaling fra januar 2024 i stedet for to gange årligt, som det hidtil har været tilfældet.

Du kan læse mere om de nye boligskatteregler herunder:
Nye boligskatteregler kan medføre ændrede forskuds- og/eller årsopgørelser

Hvad er en forskudsopgørelse?

Forskudsopgørelsen er en slags budget over din forventede indkomst og skat. Hvis dit liv eller økonomi ændrer sig, bør du tilpasse din forskudsopgørelse. Forskudsopgørelsen viser, hvad SKAT forventer, du har af indtægter og udgifter i det kommende skatteår. Den indeholder de tal, som din skat for det kommende år vil blive beregnet efter. I marts 2025 vil du, via din årsopgørelse for 2024, få at vide, om du har betalt for lidt eller for meget i skat.

Forskudsopgørelsen ligger desuden til grund for dine skattekortoplysninger i form af månedsfradrag, trækprocenter, frikort eller eventuel B-skat, og det er derfor vigtigt, at du løbende tilpasser din forskudsopgørelse til dine faktuelle eller forventede livsvilkår.

Du kan se din forskudsopgørelse for 2024 i din skattemappe i Tast-Selv på skat.dk. Her vil du kunne se oplysninger om fradrag og trækprocent, og er du lønmodtager, vil din arbejdsgiver få oplysningerne fra SKAT helt automatisk og helt digitalt.

Tjek din skattemappe her

Ret forskudsopgørelsen, når der er ændringer i din økonomi

Sørg altid for at rette din forskudsopgørelse, så det er de rigtige tal og oplysninger, der er aktive. Det sikrer, at du automatisk kommer til at betale den “rigtige” skat hver måned. Det vil sige, at du undgår at have penge til gode eller få et skattesmæk og skulle betale restskat ved årsopgørelsen. Du kan altid rette flere gange i løbet af et skatteår.

SKAT får en del oplysninger ind automatisk ved årets slutning. Det gælder oplysninger om løn, pension mv, men …

… SKAT får ikke disse oplysninger løbende, og derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på, at forskudsopgørelsen ikke opdateres automatisk, når fx din løn stiger eller falder, når du går på pension, har nye renteudgifter, køber bolig etc. i løbet af året. Disse forhold skal du selv indberette løbende.

Når du retter din forskudsopgørelse i TastSelv, retter du også dit skattekort. Det bliver så til gengæld sendt automatisk til fx din arbejdsgiver eller dit pensionsselskab. Det gælder også, hvis du modtager SU.

Ret din årsopgørelse her

Dit liv, dit år, din forskudsopgørelse

De situationer, hvor dine vilkår ændrer dig, er vigtige at få med på din forskudsopgørelse, og vi hjælper dig naturligvis gerne med forskudsopgørelse, økonomi og skat. Du kan også selv gå ind og læse om de forskellige områder herunder

Tjek og ret din forskudsopgørelse for 2024

Du kan i øvrigt ændre din forskudsopgørelse for 2024 helt frem til udgangen af december 2024.

Nyheden er skrevet og udgivet af Dansk Revision den 14. november 2023. Læs original indlægget her.

For nogen er taknemmelighed et venligt ord, en mail, en post-it, en sms, et brev. En Kudos til en kollega, medarbejder eller samarbejdspartner. Noget ægte og inderligt, der beskriver en glæde ved den indsats, der er lagt for dagen, måneden, året.

Mange arbejdsgivere vælger at følge op på en sådan anerkendelse ved at give en julegave til medarbejdere, samarbejdspartnere og andre ved årets slutning, og …

… SKAT følger med.

Er du arbejdsgiver, og vil du gerne give dine medarbejdere en julegave eller en anden form for gave, så er der en række helt faste regler om, hvad gaven må koste, hvad den skal indeholde og hvem, der skal indberette gavens værdi til SKAT.

Når du giver en julegave eller anden gave til dine medarbejdere, er udgangspunktet, at der er tale om et skattepligtigt gode. Der er dog undtagelser og en af dem er, at dine medarbejdere ikke beskattes, hvis din julegave-købspris inklusive moms ikke overstiger et bestem beløb. Denne regel skal kombineres med den generelle bagatelgrænse (under bagatelgrænsen er gaven skattefri) for personalegaver.

Følg med ind i SKATs gave-skatte-værksted og bliv opdateret om reglerne for beskatning af gaver og julegaver anno 2023.

Hvad er gaver fra arbejdsgiver?

Dine medarbejdere kan modtage gaver fra dig til en årlig, samlet værdi under en skattemæssig beløbsgrænse på 1.300,- kroner (2023) (1.200,- kroner (2022)). Når vi skriver gaver, så inkluderer det også de såkaldte “Tingsgaver”. Tingsgaver er et skattemæssigt underbegreb af gaver, og det dækker eksempelvis over varer fra butikker, supermarkeder, restaurationsbesøg samt vin, chokolade, mad, drikke, boligtilbehør, dekoration mm.

Jubilæumsgratialer, fratrædelsesgodtgørelser og lejlighedsgaver ved private mærkedage er ikke omfattet af den skattefrie beløbsgrænse.

Den skattefri bundgrænse – gaver generelt

Skattereglerne om julegaver skal ses i sammenhæng med den generelle, årlige skattefri beløbsgrænse på 1.300,- kroner (2023) / 1.200,- kroner (2022) for gaver til medarbejdere. Julegaven tæller således med i de 1.300,- kroner, som du kan give gaver for på et år, uden at dine medarbejdere skal beskattes.

Hvis du som arbejdsgiver giver gaver til en samlet værdi af mere end 1.300,- kroner, skal både du og dine medarbejdere indberette de skattepligtige gaver. Medarbejderen indberetter via sin årsopgørelse i rubrik 20. Julegaver og gaver til medarbejdere er – uanset værdien – fradragsberettiget for arbejdsgiver.

Julegaven er noget særligt rent skattemæssigt

Selvom julegaven tæller med i den samlede værdi af skattefrie gaver til den enkelte medarbejder, så er julegaven alligevel noget særligt forstået sådan, at så længe den holdes under de 900,- kroner (2023, 2022), så er den skattefri og holdes ude af skatte-regnestykket; og det er uanset andre gavers beløbsstørrelse i årets løb.

En julegave på over 900,- kroner beskattes derfor, hvis det samlede gavebeløb fra dig, som arbejdsgiver, det pågældende år er større end 1.300.- kroner. Det ville den ikke blive, hvis julegavens værdi var under 900 kroner. Her ville medarbejderen kun blive beskattet af det resterende beløb fra 900 kroner og op til værdien af de årlige gaver.

Du kan således give en julegave til dine medarbejdere med en værdi på op til 1.300,- kroner, men så skal det hele beskattes, hvis du har givet andre gaver i det pågældende år.

Julegaver og gavekort

Det er ikke tilladt at give kontanter eller gavekort, der kan sidestilles med kontanter.

Gavekort sidestilles skattemæssigt med kontanter, og gavekort er derfor skattepligtige. En ellers skattefri julegave til 900,- kroner kan derfor blive skattepligtig, hvis gaven er et gavekort. Det gælder, hvis gavekortet er brugbart til en bred række af forskellige ydelser, som for eksempel restaurationsbesøg, kro- og hotelophold, mad og drikke etc., hvor dine medarbejdere selv vælger frit fra “menu-kortet”.

Det kan også være, at du får den gode idé at give dine medarbejdere et gavekort med mulighed for at købe ind i hele din virksomheds varesortiment, hvilket igen betyder, at der ikke er tale om begrænset udvalg (medmindre du naturligvis kun sælger én ting til under 900 kroner), og dine medarbejdere vil her også skulle beskattes af gavekortet.

Gavekortet kan dog være skattefrit, hvis gavekortet gives til naturalier, som på forhånd er udvalgt og bestemt af dig som arbejdsgiver. Udvalget skal – i følge SKAT – være “beskedent”.

Regler for skatterfrie gavekort til medarbejdere

Det er altid en vurderingssag, hvilke gavekort, der beskattes, og det gælder enhver type gavekort til dine medarbejdere. Som udgangspunkt vil nedenstående gavekort fra dig, som arbejdsgiver, dog altid være skattefrie. Det fremgår af forskellige domme og SKATs egne formuleringer.

Regler for skattepligtige gavekort til medarbejdere

Hvis et gavekort er skattepligtigt, skal medarbejderen selv oplyse gavekortets værdi på sin årsopgørelse i rubrik 20. Da du er arbejdsgiver, skal du tillige indberette værdien af gavekortet og indeholde A-skat og am-bidrag af beløbet.

Herunder er eksempler på gavekort, der altid vil være skattepligtige for dine medarbejdere:

Eksempler på beskatning og ingen beskatning af gaver og julegaver

Herunder finder du en række eksempler på beskatning eller ikke beskatning af julegaver og andre gaver.

Eksempel 1:
Din medarbejders julegave har en værdi på 900,- kroner, og du har, som arbejdsgiver, givet medarbejderen andre gaver i årets løb til en værdi af 500,- kroner.

I dette eksempel beskattes medarbejderen ikke af julegaven, da julegaven ikke overstiger 900,- kroner. Medarbejderen bliver dog beskattet af de øvrige gaver til 500,- kroner, da den samlede årlige skattefrie bundgrænse på 1.300,- kroner er overskredet.

Eksempel 2:
Julegaven har en værdi på 1.000,- kroner og medarbejderen har i samme år fået andre gaver fra arbejdsgiveren til en værdi af 500,- kroner.

I dette eksempel beskattes medarbejderen af både julegaven og af de andre gaver i årets løb, da bundgrænsen på 1.300 kr. overskrides, og grænsen for julegavens størrelse også er overskredet.

Eksempel 3:

En virksomhed giver et gavekort til en behandling hos en klinik (eksempel en statsautoriseret fodterapeut) med en specifikation fra arbejdsgiver om, at det kun kan anvendes til én type behandling.

Hvis gavekortet holder sig inden for beløbsgrænsen på 900 kroner for julegaver, eller værdien af de samlede gaver fra arbejdsgiver inden for samme år holder sig under beløbsgrænsen på 1.300 kroner, så kan du som arbejdsgiver godt give ovenstående gavekort som julegave. Der er dog nogle helt konkrete krav, som også skal være opfyldt i dette tilfælde, idet gavekortet ikke må kunne ombyttes til kontanter, og det må ikke være digitalt. Årsagen til, at det ikke må være digitalt er, at den pågældende terapeut vil være underlagt markedsføringsloven om elektroniske gavekort, og disse skal kunne ombyttes til kontanter.

Nyheden er skrevet og udgivet af Dansk Revision den 07. november 2023. Læs original indlægget her.

Det er igen tid for betaling af dit selskabs acontoskat, idet både ordinær og frivillig acontoskat skal betales inden den 20. november 2023.

Det er i øvrigt muligt at indbetale den frivillige acontoskat for 2023 helt frem til den 1. februar 2024, men det koster et restskattetillæg.

Dagene bliver kortere, og det er snart jul. En stressende tid for nogle og en hyggelig tid for andre. Sikkert er det i hvert tilfælde, at du den 20. november 2023 skal betale den 2. frivillige acontoskatterate for dit selskab/selskaber.

Det kan derfor allerede nu være en god ide at vurdere, om din virksomhed skal foretages ændringer i acontoskatteraten. Indgår selskaber i en sambeskatning, så betales den samlede acontoskat af administrationsselskabet.

 

Den ordinære acontoskat for selskaber betales to gange årligt, og generelt er det vigtigt, at du og din virksomhed løbende vurderer om acontoskatteraten svarer til selskabets forventede skattebetaling, eller om der skal ske ændring af acontoskatteraten.

Husk!
Det er vigtigt, at du indberetter ændringerne, før du betaler, da dine betalinger ellers kan blive returneret.

Hvad er acontoskat?

Acontoskat betales af selskaber og trækkes fra den endelige skat. Den endelige skat er den skat, der beregnes i forbindelse med selskabets årsopgørelse. Hvis der betales for meget i acontoskat, vil der opstå et skattetilgodehavende, hvorimod der vil opstå en skyldig skat, hvis der er betalt for lidt acontoskat.

Aconto-skatteraten fastsættes af SKAT, og beregnes som 50 procent af gennemsnittet af de seneste tre års selskabsskat. Dit selskab kan selv hæve eller nedsætte de to rater, hvis der sker ændringer i indtjeningen i løbet af regnskabsåret. Det kunne være stigning eller fald på energi, andre omkostninger eller Covid-19-slutafregninger.

Nystiftede selskaber, acontoskat og skattesmæk

Har du et nystiftet selskab, skal du være ekstra opmærksom, idet SKAT af naturlige årsager ikke har kendskab til dit selskabs indtjening.

Derfor opkræver SKAT ikke acontoskat, og du skal altså være ekstra opmærksom på aconto-skatteraterne for ikke at få et ordentligt skattesmæk.

Vurdér acontoskatten løbende

Det er vigtigt, at du løbende vurderer, om acontoskatteraten svarer til selskabets forventede skattebetaling, eller om der skal ske ændring af aconto-skatteraten. Risikoen er, at der enten venter en stor skattebetaling eller – hvis du har penge til gode – at du så har låst likviditeten indtil november året efter.

Det afhænger af din virksomheds likviditet og lånebetingelser, om det kan det være en fordel at betale for meget acontoskat alternativt udskyde acontoskatten så længe som muligt.

Udskyder din virksomhed betalingen af acontoskat, så skal I betale et restskattetillæg. I 2021 var restskattetillægget på 4,3 procent, og det svarer til en ikke fradragsberettiget rente på ca. 5,5 procent. Det forventes at at restskattetillæget bliver over 4,4 procent for 2022. Tillægget forventes offentliggjort december 2023.

Derudover vil der ved 3. frivillige acontoskatterate være et tillæg til acontoskatten på cirka 0,9 procent.

Betaling til skattekontoen – frivillig acontoskat

For at SKAT kan se, at en indbetaling til selskabets skattekonto skal gå til dækning af acontoskat, er det vigtigt, at dit selskab forinden har indberettet via TastSelv Erhverv om den kommende, frivillige acontoskat. Hvis I ikke indberetter, bliver den frivillige indbetaling tilbagebetalt.

Betalingsfristen for den 2. ordinære acontoskatterate er den 20. november 2023. Den 3. (og frivillige) betaling er den 1. februar 2024 for indkomståret 2023. Ved et tillæg på 0,9 procent vil det i øvrigt betyde, at har dit selskab en restskat på f.eks. 50.000 kroner, så vil det koste i omegnen af 400 kroner i restskattetillæg – de 400 kroner er ikke fradragsberettiget.

NB!
Det er vigtigt, at selskabets skattekonto ikke har en negativ saldo, da indbetalingen går til dækning af den ældste gæld først.

Hvordan betaler jeg aconto-selskabsskat?

Log på TastSelv Erhverv

  1. Vælg Selskaber – selskabsskat
  2. Vælg Acontoskat.
  3. Vælg Indberet/ændre ud for den rate, der skal ændres, og indberet hvor meget selskabet ønsker at indbetale i frivillig acontoskat.
  4. Du får en kvittering med en betalingslinje, som anvendes ved indbetaling. Husk, at betalingslinjen er den samme for alle selskabets indbetalinger til skattekontoen og anvendes til dækning af selskabets ældste gæld ifølge skattekontoen.

Har du brug for hjælp til acontoskat?

Der er, som nævnt tidligere, mange faktorer, som kan påvirke selskabets skattepligtige indkomst, herunder stigende omkostninger, stigende el- og varmepriser, slutafregning af COVID-19 kompensation m.v.

Du kan derfor med fordel kontakte din lokale revisor for at få en vurdering af, om acontoskatteraterne i din virksomhed bør ændres, herunder om der bør indbetales yderligere ved 3. frivillige acontoskatterate den 1. februar 2024.

De nye boligskatteregler træder i kraft den 1. januar 2024, og det betyder blandt andet, at din boligskat fremover kun opkræves via forskuds- og årsopgørelsen.

Allerede i november 2023 vil grundskylden fremgå af forskudsopgørelsen, og du vil ikke modtage de gamle girokort fra din kommune.

Fra 2021 til og med 2023 betaler du boligskatter af din ejendomsvurdering for 2020. SKAT opkræver ind til da ejendomsværdiskatten via din forskuds- og årsopgørelse, og grundskyld opkræves af den kommune, din ejendom ligger i.  

I 2024 skal du så betale boligskatter af ejendomsvurderingen for 2022. Inden betaling trækkes 20 % af vurderingens værdi fra som en form for buffer for vurderingernes rigtighed. I 2024 opkræver SKAT alene både din ejendomsværdiskat og din grundskyld.

De nye ejendomsvurderinger har været kraftigt omdiskuteret på det seneste, og vi vil ikke gå ind i debatten omkring vurderinger eller rigtigheden af disse. Vi vil egentlig bare gøre dig opmærksom på, at du snart vil kunne se din samlede boligskattebetaling via din forskudsopgørelse og senere din årsopgørelse.

Som revisorer bliver vi i øvrigt tit kontaktet i forbindelse med ejendomsvurderinger, og vi vil naturligvis altid gerne hjælpe dig. Vi er her for at sikre dig den bedste og mest værdifulde rådgivning, men der er en række ting, du med fordel selv kan sætte dig ind i (og sikkert også finde svaret på), inden du kontakter os.

Besøg Vurderingsportalen

Skatterabat og indefrysning

Hvis din samlede boligskat er steget på grund af de nye skatteregler, vil du få en skatterabat. Den sikrer, at du som boligejer ikke kommer til at betale mere i boligskat i 2024 med de nye boligskatteregler, end du skulle have betalt med de nuværende regler.

Rabatten udgør forskellen mellem det, du skal betale i 2024 med de nye regler, og det, du skulle have betalt i 2024, hvis de nuværende regler var videreført. I de nuværende regler er der skattestop på ejendomsværdiskatten og skatteloft på grundskylden.

Rabatten beregnes ved overgangen til de nye regler i 2024 og fortsætter i kroner og øre, så længe du ejer ejendommen. Hvis boligskatten stiger på et senere tidspunkt, får du ikke mere i rabat. I stedet kan du indefryse stigningen med et lån, som du først skal betale tilbage, når du sælger din ejendom. Hvis boligskatten senere falder, får du ikke mindre i rabat. 

Læs mere om indefrysningslån her

Beskatning af bolig i Danmark

Som boligejer betaler du to typer skat af din bolig:

  1. Ejendomsværdiskat
  2. Grundskyld (ejendomsskat)

Ejendomsværdiskat betaler du til staten via din årsopgørelse, og størrelsen af din ejendomsværdiskat vil afhænge af værdien af din bolig – altså hvor meget din bolig er vurderet til at være værd. Din ejendomsværdiskat bliver beregnet som en procentdel af værdien af hele din ejendom (hus og grund).

Grundskyld – eller ejendomsskat, som den kaldes i folkemunde – er en skat, du betaler til din kommune, og det sker på baggrund af din grunds værdi. Din grundskyld bliver beregnet som en promille af ejendommens grundværdi – altså hvor meget din grund er vurderet til at være værd i ubebygget stand. Det er din kommune, der fastsætter grundskyldspromillen. Grundskylden kan i øvrigt kun stige med 2,8 % fra 2023 til 2024.

Ingen skattestigning trods højere boligvurdering

I 2024 skal alle boligejerne betale skat af en 2022-vurdering. For de fleste boligejere vil den være højere end de tidligere vurderinger. Det skyldes bl.a., at boligpriserne generelt er steget. Det betyder, at især huse og ejerlejligheder i og omkring de større byer vil få højere vurderinger end tidligere.

For at holde skatten “i ro” i forhold til de stigende vurderinger så sænkes satserne for både ejendomsværdiskatten og grundskylden med virkning fra 2024. Desuden er der vedtaget en række andre tiltag ved overgangen til de nye boligskatteregler.


Forventninger til den fremtidige boligbeskatning

Boligskatterne på de billigste huse forventes at falde i mange kommuner, fordi skattesatserne bliver lavere i 2024. Det samme gælder huse, der har en ejendomsværdi, som er typisk for kommunen. Kommuner omkring København forventes at få højere boligskatter på de billigste og de typiske huse. Her er du så som boligejer “beskyttet med skatterabatter”, der sikrer, at du ikke skal betale mere med de nye skatteregler, end du skulle have gjort med de gamle, nuværende regler.

Der, hvor boligskatterne forventes at stige, er på de dyreste huse; nærmere bestemt i 16 kommuner primært omkring København. I de øvrige kommuner forventes et fald boligskatterne på de dyreste huse.

Som det også er fremgået af medierne, er der imidlertid stor forskel på, hvor meget skatterne vil stige i de enkelte kommuner og for de enkelte ejendomme.

Ny og gammel boligskat

Du kan læse meget mere om de nye og eksisterende boligskatteregler på Vurderingsstyrelsens hjemmeside. Her kan du finde de regler, der gælder frem til 31. december 2023 og se, hvad de nye vurderinger vil betyde for din skat.

Der investeres fortsat i køb af el- og hybridbiler, og det kommer nok ikke som en overraskelse, at disse køretøjer skal oplades fra tid til anden.

Det er nok heller ingen overraskelse, at der skal betales for strømmen, men nok mere overaskende, at der er nogen, der muligvis beskattes af strømmen mens andre kan få den skattefrit.

Du har sikkert set de ”grønne” ladestandere rundt omkring i bybilledet, og du har måske også lagt mærke til, at der kommer flere og flere ladestandere på offentlige og private P-pladser.

Ladestanderne er heller ikke gået skattevæsenets næse forbi, og det er ikke fordi, at SKAT har noget imod, at du kører el- eller hybridbil, der er bare en række ting, du skal være opmærksom på, inden du tænker, at du frit kan lade din private bil op på firmaets regning, eller lade firmaets bil blive opladet på din private ladestander.

Det skal være lettere at være elbilejer, og Folketinget har ved flere lejligheder lovgivet på området. til og med 2020 var eldrevne firmabiler for eksempel beskattet anderledes og mere fordelagtigt for brugeren end konventionelle fuel-drevne biler, hvor beskatningen i dag er den samme, men …

… der er alligevel lidt at være opmærksom på i forhold til “optankningen” af elbil enten du er arbejdsgiver, lønmodtager, hovedaktionær eller selvstændig.


Ladestander på din bopæl

Hvis din firmabil er en el- eller hybridbil, og hvis din arbejdsgiver betaler for installation og drift af en ladestander på din private bopæl, så er det faktisk et skattefrit personalegode.

Og hvis du senere skifter job eller af andre årsager ikke længere har el- eller hybridbil stillet til rådighed, så har du endda mulighed for at overtage ladestanderen skattefrit. Det kræver kun, at du har været beskattet af fri el- eller hybridbil i en sammenhængende periode på seks måneder, regnet efter den 1. juli 2021.

Ovenstående regler gælder også:

Endelig gælder for dig, der er selvstændigt erhvervsdrivende, anvender virksomhedsordningen og bruger bilen som et såkaldt blandet benyttet aktiv, at du også kan få en betalt ladestander, uden der sker beskatning af privat anvendelse. Et blandet benyttet aktiv er i øvrigt et aktiv, som benyttes både til erhvervsmæssige og til private formål.

Du kan også have en privat ladestander derhjemme og så oplade din firmabil fra den stander. Sagen bliver så lidt mere speget, fordi din virksomhed kun kan refundere dine udgifter som et almindeligt udlæg efter regning – og kun hvis du kan dokumentere, at lige præcis den portion el er brugt til lige præcis din firmaelbil. Igen vil det kræve en måler (og muligvis yderligere dokumentation), og ét er helt sikkert: Du ikke kan få refunderet dine udgifter på baggrund af et skøn. I hvert tilfælde ikke uden, at du så bliver beskattet af beløbet som en almindelig lønindkomst.

Ladestander på din arbejdsplads

Hvis din arbejdsgiver stiller en ladestander med tilhørende betalt elektricitet til rådighed på arbejdspladsen, så du kan lade, imens du arbejder, så er det intet problem for dig rent skattemæssigt, hvis det altså er firmabilen, du oplader.

Oplader du derimod din private el- eller hybridbil på din arbejdsgivers regning, så stiller sagen sig noget anderledes. Det er nemlig et personalegode, og nu skal du så beskattes af privatforbruget; altså det sparede privatforbrug, idet du jo selv skulle have betalt for strømmen andre steder.

Der skal således en måler på, og du kan vælge at afregne direkte med din arbejdsgiver eller få det indberettet til SKAT som et personalegode på lige fod med julegaver og anden ”gaveregn” under 1.300 kroners bagatelgrænsen (2023) og 1.200 kroner (2022).

Efterskrift og kreative elbil-tanker

Skulle du nu sidde og tænke, at hvad nu hvis jeg har en privat ladestander derhjemme, og min arbejdsgiver så betaler strømmen for hele standeren, så kunne man måske …? Svaret er nej, nope, niks. Der gælder de samme regler som ovenfor.

Er du hovedaktionær, så gælder reglerne også, og der gælder tillige højere krav til din dokumentation.

« Forrige side