fbpx

Det er igen tid for betaling af dit selskabs acontoskat, idet både ordinær og frivillig acontoskat skal betales inden den 20. november 2023.

Det er i øvrigt muligt at indbetale den frivillige acontoskat for 2023 helt frem til den 1. februar 2024, men det koster et restskattetillæg.

Dagene bliver kortere, og det er snart jul. En stressende tid for nogle og en hyggelig tid for andre. Sikkert er det i hvert tilfælde, at du den 20. november 2023 skal betale den 2. frivillige acontoskatterate for dit selskab/selskaber.

Det kan derfor allerede nu være en god ide at vurdere, om din virksomhed skal foretages ændringer i acontoskatteraten. Indgår selskaber i en sambeskatning, så betales den samlede acontoskat af administrationsselskabet.

 

Den ordinære acontoskat for selskaber betales to gange årligt, og generelt er det vigtigt, at du og din virksomhed løbende vurderer om acontoskatteraten svarer til selskabets forventede skattebetaling, eller om der skal ske ændring af acontoskatteraten.

Husk!
Det er vigtigt, at du indberetter ændringerne, før du betaler, da dine betalinger ellers kan blive returneret.

Hvad er acontoskat?

Acontoskat betales af selskaber og trækkes fra den endelige skat. Den endelige skat er den skat, der beregnes i forbindelse med selskabets årsopgørelse. Hvis der betales for meget i acontoskat, vil der opstå et skattetilgodehavende, hvorimod der vil opstå en skyldig skat, hvis der er betalt for lidt acontoskat.

Aconto-skatteraten fastsættes af SKAT, og beregnes som 50 procent af gennemsnittet af de seneste tre års selskabsskat. Dit selskab kan selv hæve eller nedsætte de to rater, hvis der sker ændringer i indtjeningen i løbet af regnskabsåret. Det kunne være stigning eller fald på energi, andre omkostninger eller Covid-19-slutafregninger.

Nystiftede selskaber, acontoskat og skattesmæk

Har du et nystiftet selskab, skal du være ekstra opmærksom, idet SKAT af naturlige årsager ikke har kendskab til dit selskabs indtjening.

Derfor opkræver SKAT ikke acontoskat, og du skal altså være ekstra opmærksom på aconto-skatteraterne for ikke at få et ordentligt skattesmæk.

Vurdér acontoskatten løbende

Det er vigtigt, at du løbende vurderer, om acontoskatteraten svarer til selskabets forventede skattebetaling, eller om der skal ske ændring af aconto-skatteraten. Risikoen er, at der enten venter en stor skattebetaling eller – hvis du har penge til gode – at du så har låst likviditeten indtil november året efter.

Det afhænger af din virksomheds likviditet og lånebetingelser, om det kan det være en fordel at betale for meget acontoskat alternativt udskyde acontoskatten så længe som muligt.

Udskyder din virksomhed betalingen af acontoskat, så skal I betale et restskattetillæg. I 2021 var restskattetillægget på 4,3 procent, og det svarer til en ikke fradragsberettiget rente på ca. 5,5 procent. Det forventes at at restskattetillæget bliver over 4,4 procent for 2022. Tillægget forventes offentliggjort december 2023.

Derudover vil der ved 3. frivillige acontoskatterate være et tillæg til acontoskatten på cirka 0,9 procent.

Betaling til skattekontoen – frivillig acontoskat

For at SKAT kan se, at en indbetaling til selskabets skattekonto skal gå til dækning af acontoskat, er det vigtigt, at dit selskab forinden har indberettet via TastSelv Erhverv om den kommende, frivillige acontoskat. Hvis I ikke indberetter, bliver den frivillige indbetaling tilbagebetalt.

Betalingsfristen for den 2. ordinære acontoskatterate er den 20. november 2023. Den 3. (og frivillige) betaling er den 1. februar 2024 for indkomståret 2023. Ved et tillæg på 0,9 procent vil det i øvrigt betyde, at har dit selskab en restskat på f.eks. 50.000 kroner, så vil det koste i omegnen af 400 kroner i restskattetillæg – de 400 kroner er ikke fradragsberettiget.

NB!
Det er vigtigt, at selskabets skattekonto ikke har en negativ saldo, da indbetalingen går til dækning af den ældste gæld først.

Hvordan betaler jeg aconto-selskabsskat?

Log på TastSelv Erhverv

  1. Vælg Selskaber – selskabsskat
  2. Vælg Acontoskat.
  3. Vælg Indberet/ændre ud for den rate, der skal ændres, og indberet hvor meget selskabet ønsker at indbetale i frivillig acontoskat.
  4. Du får en kvittering med en betalingslinje, som anvendes ved indbetaling. Husk, at betalingslinjen er den samme for alle selskabets indbetalinger til skattekontoen og anvendes til dækning af selskabets ældste gæld ifølge skattekontoen.

Har du brug for hjælp til acontoskat?

Der er, som nævnt tidligere, mange faktorer, som kan påvirke selskabets skattepligtige indkomst, herunder stigende omkostninger, stigende el- og varmepriser, slutafregning af COVID-19 kompensation m.v.

Du kan derfor med fordel kontakte din lokale revisor for at få en vurdering af, om acontoskatteraterne i din virksomhed bør ændres, herunder om der bør indbetales yderligere ved 3. frivillige acontoskatterate den 1. februar 2024.

De nye boligskatteregler træder i kraft den 1. januar 2024, og det betyder blandt andet, at din boligskat fremover kun opkræves via forskuds- og årsopgørelsen.

Allerede i november 2023 vil grundskylden fremgå af forskudsopgørelsen, og du vil ikke modtage de gamle girokort fra din kommune.

Fra 2021 til og med 2023 betaler du boligskatter af din ejendomsvurdering for 2020. SKAT opkræver ind til da ejendomsværdiskatten via din forskuds- og årsopgørelse, og grundskyld opkræves af den kommune, din ejendom ligger i.  

I 2024 skal du så betale boligskatter af ejendomsvurderingen for 2022. Inden betaling trækkes 20 % af vurderingens værdi fra som en form for buffer for vurderingernes rigtighed. I 2024 opkræver SKAT alene både din ejendomsværdiskat og din grundskyld.

De nye ejendomsvurderinger har været kraftigt omdiskuteret på det seneste, og vi vil ikke gå ind i debatten omkring vurderinger eller rigtigheden af disse. Vi vil egentlig bare gøre dig opmærksom på, at du snart vil kunne se din samlede boligskattebetaling via din forskudsopgørelse og senere din årsopgørelse.

Som revisorer bliver vi i øvrigt tit kontaktet i forbindelse med ejendomsvurderinger, og vi vil naturligvis altid gerne hjælpe dig. Vi er her for at sikre dig den bedste og mest værdifulde rådgivning, men der er en række ting, du med fordel selv kan sætte dig ind i (og sikkert også finde svaret på), inden du kontakter os.

Besøg Vurderingsportalen

Skatterabat og indefrysning

Hvis din samlede boligskat er steget på grund af de nye skatteregler, vil du få en skatterabat. Den sikrer, at du som boligejer ikke kommer til at betale mere i boligskat i 2024 med de nye boligskatteregler, end du skulle have betalt med de nuværende regler.

Rabatten udgør forskellen mellem det, du skal betale i 2024 med de nye regler, og det, du skulle have betalt i 2024, hvis de nuværende regler var videreført. I de nuværende regler er der skattestop på ejendomsværdiskatten og skatteloft på grundskylden.

Rabatten beregnes ved overgangen til de nye regler i 2024 og fortsætter i kroner og øre, så længe du ejer ejendommen. Hvis boligskatten stiger på et senere tidspunkt, får du ikke mere i rabat. I stedet kan du indefryse stigningen med et lån, som du først skal betale tilbage, når du sælger din ejendom. Hvis boligskatten senere falder, får du ikke mindre i rabat. 

Læs mere om indefrysningslån her

Beskatning af bolig i Danmark

Som boligejer betaler du to typer skat af din bolig:

  1. Ejendomsværdiskat
  2. Grundskyld (ejendomsskat)

Ejendomsværdiskat betaler du til staten via din årsopgørelse, og størrelsen af din ejendomsværdiskat vil afhænge af værdien af din bolig – altså hvor meget din bolig er vurderet til at være værd. Din ejendomsværdiskat bliver beregnet som en procentdel af værdien af hele din ejendom (hus og grund).

Grundskyld – eller ejendomsskat, som den kaldes i folkemunde – er en skat, du betaler til din kommune, og det sker på baggrund af din grunds værdi. Din grundskyld bliver beregnet som en promille af ejendommens grundværdi – altså hvor meget din grund er vurderet til at være værd i ubebygget stand. Det er din kommune, der fastsætter grundskyldspromillen. Grundskylden kan i øvrigt kun stige med 2,8 % fra 2023 til 2024.

Ingen skattestigning trods højere boligvurdering

I 2024 skal alle boligejerne betale skat af en 2022-vurdering. For de fleste boligejere vil den være højere end de tidligere vurderinger. Det skyldes bl.a., at boligpriserne generelt er steget. Det betyder, at især huse og ejerlejligheder i og omkring de større byer vil få højere vurderinger end tidligere.

For at holde skatten “i ro” i forhold til de stigende vurderinger så sænkes satserne for både ejendomsværdiskatten og grundskylden med virkning fra 2024. Desuden er der vedtaget en række andre tiltag ved overgangen til de nye boligskatteregler.


Forventninger til den fremtidige boligbeskatning

Boligskatterne på de billigste huse forventes at falde i mange kommuner, fordi skattesatserne bliver lavere i 2024. Det samme gælder huse, der har en ejendomsværdi, som er typisk for kommunen. Kommuner omkring København forventes at få højere boligskatter på de billigste og de typiske huse. Her er du så som boligejer “beskyttet med skatterabatter”, der sikrer, at du ikke skal betale mere med de nye skatteregler, end du skulle have gjort med de gamle, nuværende regler.

Der, hvor boligskatterne forventes at stige, er på de dyreste huse; nærmere bestemt i 16 kommuner primært omkring København. I de øvrige kommuner forventes et fald boligskatterne på de dyreste huse.

Som det også er fremgået af medierne, er der imidlertid stor forskel på, hvor meget skatterne vil stige i de enkelte kommuner og for de enkelte ejendomme.

Ny og gammel boligskat

Du kan læse meget mere om de nye og eksisterende boligskatteregler på Vurderingsstyrelsens hjemmeside. Her kan du finde de regler, der gælder frem til 31. december 2023 og se, hvad de nye vurderinger vil betyde for din skat.

Der investeres fortsat i køb af el- og hybridbiler, og det kommer nok ikke som en overraskelse, at disse køretøjer skal oplades fra tid til anden.

Det er nok heller ingen overraskelse, at der skal betales for strømmen, men nok mere overaskende, at der er nogen, der muligvis beskattes af strømmen mens andre kan få den skattefrit.

Du har sikkert set de ”grønne” ladestandere rundt omkring i bybilledet, og du har måske også lagt mærke til, at der kommer flere og flere ladestandere på offentlige og private P-pladser.

Ladestanderne er heller ikke gået skattevæsenets næse forbi, og det er ikke fordi, at SKAT har noget imod, at du kører el- eller hybridbil, der er bare en række ting, du skal være opmærksom på, inden du tænker, at du frit kan lade din private bil op på firmaets regning, eller lade firmaets bil blive opladet på din private ladestander.

Det skal være lettere at være elbilejer, og Folketinget har ved flere lejligheder lovgivet på området. til og med 2020 var eldrevne firmabiler for eksempel beskattet anderledes og mere fordelagtigt for brugeren end konventionelle fuel-drevne biler, hvor beskatningen i dag er den samme, men …

… der er alligevel lidt at være opmærksom på i forhold til “optankningen” af elbil enten du er arbejdsgiver, lønmodtager, hovedaktionær eller selvstændig.


Ladestander på din bopæl

Hvis din firmabil er en el- eller hybridbil, og hvis din arbejdsgiver betaler for installation og drift af en ladestander på din private bopæl, så er det faktisk et skattefrit personalegode.

Og hvis du senere skifter job eller af andre årsager ikke længere har el- eller hybridbil stillet til rådighed, så har du endda mulighed for at overtage ladestanderen skattefrit. Det kræver kun, at du har været beskattet af fri el- eller hybridbil i en sammenhængende periode på seks måneder, regnet efter den 1. juli 2021.

Ovenstående regler gælder også:

Endelig gælder for dig, der er selvstændigt erhvervsdrivende, anvender virksomhedsordningen og bruger bilen som et såkaldt blandet benyttet aktiv, at du også kan få en betalt ladestander, uden der sker beskatning af privat anvendelse. Et blandet benyttet aktiv er i øvrigt et aktiv, som benyttes både til erhvervsmæssige og til private formål.

Du kan også have en privat ladestander derhjemme og så oplade din firmabil fra den stander. Sagen bliver så lidt mere speget, fordi din virksomhed kun kan refundere dine udgifter som et almindeligt udlæg efter regning – og kun hvis du kan dokumentere, at lige præcis den portion el er brugt til lige præcis din firmaelbil. Igen vil det kræve en måler (og muligvis yderligere dokumentation), og ét er helt sikkert: Du ikke kan få refunderet dine udgifter på baggrund af et skøn. I hvert tilfælde ikke uden, at du så bliver beskattet af beløbet som en almindelig lønindkomst.

Ladestander på din arbejdsplads

Hvis din arbejdsgiver stiller en ladestander med tilhørende betalt elektricitet til rådighed på arbejdspladsen, så du kan lade, imens du arbejder, så er det intet problem for dig rent skattemæssigt, hvis det altså er firmabilen, du oplader.

Oplader du derimod din private el- eller hybridbil på din arbejdsgivers regning, så stiller sagen sig noget anderledes. Det er nemlig et personalegode, og nu skal du så beskattes af privatforbruget; altså det sparede privatforbrug, idet du jo selv skulle have betalt for strømmen andre steder.

Der skal således en måler på, og du kan vælge at afregne direkte med din arbejdsgiver eller få det indberettet til SKAT som et personalegode på lige fod med julegaver og anden ”gaveregn” under 1.300 kroners bagatelgrænsen (2023) og 1.200 kroner (2022).

Efterskrift og kreative elbil-tanker

Skulle du nu sidde og tænke, at hvad nu hvis jeg har en privat ladestander derhjemme, og min arbejdsgiver så betaler strømmen for hele standeren, så kunne man måske …? Svaret er nej, nope, niks. Der gælder de samme regler som ovenfor.

Er du hovedaktionær, så gælder reglerne også, og der gælder tillige højere krav til din dokumentation.

« Forrige side